Mandag 23/11 19:30
Folketeatret
Krimi-teater af legendariske Agatha Christie
En gruppe fremmede mennesker er sneet inde på det afsidesliggende pensionat Monkswell Manor. I radioen hører de om et mord begået i nærheden, og da de får besøg af en skiløbende politikommissær, står det klart, at morderen højst sandsynligt er iblandt dem.
Agatha Christies krimiklassiker, ”Musefælden” har verdensrekorden som den mest spillede teaterforestilling i Londons West End siden premieren i 1952. Nu får du mulighed for at opleve mordgåden i en moderne opsætning, hvor ingen slipper ud, før den skyldige er fundet.
Glæd dig til en gådefuld, sjov og forførende fortælling, hvor intrigerne ulmer under overfladen, imens skeletterne vælter ud af skabet. Det er krimi, komik og klassiker med et forrygende cast og en tryllebindende scenografi fuld af overraskelser.
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir
Instruktion: Kristoffer Lundberg
Forventet varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Store Sal. Siddepladser på stolerækker.
Menu i Baltoppen LIVEs café (serveres fra kl. 18:00):
Flæskesteg med rødkålssalat, brune kartofler og skysauce.
Anmeldelse Politiken:
Alle gæster på Monkswell Manor har en hemmelighed. Også uvejrsskyen mrs. Boyle, der spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard. Pr-foto: Büro Jantzen
Flere millioner kender morderen, men alle holder det hemmeligt
Agatha Christies ’Musefælden’ har tryllebundet millioner af mennesker. På Folketeatret forstår man hvorfor.
Victor Skov Jeppesen
Musefælden. Folketeatret. Dramatiker: Agatha Christie. Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby. Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg. Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld. Scenografi: Frederikke Dalum. Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir.
Sneen daler dystert og tungt over Monkswell Manor, mens otte karikerede originaler prøver at regne ud, hvem der har slået en kvinde ihjel. Hver og en kunne de have gjort det.
Så hvem lyver – og hvem er den næste, der bliver kvalt med en plastiksæk? Det bliver ikke mere velkendt og forudsigeligt end krimidronningen Agatha Christies legendariske ’Musefælden’, der har den officielle Guinness World Record som verdens længst spillende teaterstykke.
Millioner har set den i Londons West End, hvor den har spillet over 30.000 gange siden premieren i 1952, kun afbrudt af covid-19.
Alligevel lød der et højlydt gisp i hele Folketeateret, da morderen blev afsløret til premieren. Også fra mig.
Hvem morderen er? Det er slet ikke det, der er vigtigt.
Whodunit
Det unge ægtepar Mollie og Giles Ranston har startet et lille amatørhotel, og åbningsweekenden står for døren.
»Ah, hvor bliver det spændende at se, hvem alle de her mennesker er«, kvidrer Mollie nervøst, inden det vælter ind med excentriske gæster:
Christopher Wren, en ung flamboyant arkitekt med pyntesyge og pagehår, stjæler i Andreas Dissing Hyttels skikkelse showet med sin intrigante, fysiske energi. »Jeg eeelsker et godt mord«, jubler han og klapper gammelbøsset i hænderne. Han er fuldstændig suveræn. Dernæst ankommer mrs. Boyle, en mavesur matrone i gepardfrakke. Major Metcalf, en haltende oberst med accent og en kuffert, ingen må røre. Miss Casewell, en drævende og kæderygende queen i faconsyet jakkesæt, men uden fast adresse. Og mr. Paravicini, en mystisk, uventet gæst med en lillebitte mandetaske.
En whodunit er uhyggelig, fordi den konfronterer os med frygten for, at dem, vi troede, vi kunne stole på, bærer en bedragerisk maske. Ikke mindst i et heteroseksuelt ægteskab, som man godt kunne læse ’Musefælden’ som en allegori over – med alle samfundets krukker og eksotiske særlinge som kontrast.
Et mord i Paddington
Vinden hyler uden for vinduet, og snart er der fuld Cluedo-stemning: Radioen fortæller om et mord med forbindelse til en sag om et dræbt plejebarn, og en kriminalassistent kommer susende på ski.
’Musefælden’ er pinligt bevidst om det gabende hul i sine underbukser – hvordan iscenesætter man en forestilling, der er blevet spillet så ufattelig mange gange? På Folketeateret fremhæver de selv alle mordmysteriets mest tyndslidte troper, og det fungerer overraskende godt. Alt er sort, gråt og Hitchcock-horror-hvidt på hotellet, der ligner et støvet gyserhus i Tivoli, selv skuespillernes spøgelsesagtige hud. Karaktererne er mere funktioner end ægte personer, og iscenesættelsen vrider sin store komik ud af klicheerne, som da Christopher Wren stavrer ’Psycho’-agtigt ud i dagligstuen med køkkenkniv og blodigt forklæde – og det viser sig at skyldes flåede tomater.
Det er en ret fin balance, hvor ’Musefælden’ holder sit materiale ud i strakt arm, men samtidig viser Agatha Christies effektfulde mordgåde som den elskede og meget elskelige krimiurtekst, den unægtelig er.